Hvad er Minhaj-ul-Quran International Denmark (MQI DK)?
MQI DK er en dansk-muslimsk organisation, der bestræber sig på at skabe en harmonisk sameksistens mellem muslimer og resten af det danske samfund. MQI DK blev etableret i 1987 og er nu en af Danmarks ældste muslimske organisationer. Med hovedkvarteret beliggende i Københavns Nordvestkvarter koordinerer MQI DK aktiviteterne i deres 4 moskéer (NV, Valby, Amager og Odense) og mere end 25 lokalforeninger, hvor vi fremmer udøvelsen af islam som religion for danske muslimer, ved at tilbyde uddannelse og facilitere religiøse ceremonier og ritualer som bønner og højtider.
Hvad laver MQI DK?
MQI DK er kendt for deres samfundsengagerende aktiviteter og vi arbejder hårdt for at fremme inklusion, integration og medborgerskab i det danske samfund. Vi indgår aktivt i dialog arbejde med andre trossamfund og organisationer og er medlem af flere vigtige fora, herunder Københavns Kommunes Moskénetværk og enhed til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering (VINK), Politiets Efterretningstjenestes Dialogforum, Kristent-Muslimsk Samtaleforum og Forum for samtale og samvirke. Vi samarbejder med Universal Peace Federation, Nordic Safe Cities og mange andre vigtige organisationer. Blandt muslimer er vi kendt for vores fremtrædende medlemskab af Dansk Muslimsk Union (DMU) og vores konstante forsøg på at være en aktiv medspiller i at løse de fælles problemer, muslimerne står over for.
Hvad gør MQI DK for samfundet?
MQI DK har altid udvist særligt samfundsansvar i enhver sammenhæng, hvad end det har drejet sig om bekæmpelse af terrorisme eller det at spille en aktiv rolle under COVID-19 pandemien. Under pandemien turnerede vi rundt i landet for at udbrede kendskabet til pandemien og målrette information indsatsen til etniske minoriteter. Vores indsats resulterede i, at vi nu er et permanent medlem af Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe om ulighed i sundhed blandt borgere med etnisk minoritetsbaggrund.
Hvad ønsker MQI DK?
MQI DK ønsker et godt naboskab og er åben for alle interesserede i at deltage i vores fælles, frivillige og almennyttige aktiviteter, især for børn og unge under 25 år i form af religiøse, spirituelle, kulturelle, sociale, oplysnings- og idrætsaktiviteter.
HOVEDBESTYRELSE
TBA
FORMAND
TBA
GENERALSEKRETÆR
TBA
KASSERER